NEAT – Alt tæller med

by Lone Østergaard on 29. maj 2011

NEAT-aktiviteter er en fælles betegnelse for de bevægelser, vi laver i hverdagen, som ikke skyldes sport. Faktisk er det godt at være den lidt urolige type, for al aktivitet og alle bevægelser tæller med i energiregnskabet. Bente Klarlund Pedersen skriver i Skridttællerbogen, at netop NEAT måske er forklaringen på, hvorfor nogle er slanke og andre overvægtige og henviser til et forskningsprojekt fra USA i 2005.

Vi har nogle gange en tilbøjelighed til at tænke, at det kan ikke betale sig – det er jo kun 10 minutter/så kort vej/så kort en pause osv. – MEN JO – ALT TÆLLER MED i regnskabet over både de positive og negative påvirkninger. Det gælder netop om at tælle alle de små positive tiltag med, for det er det, der bryder belastningen. NEAT er jo også afgørende, når vi taler om cirkulation i kroppen, for småbevægelserne bryder det statiske muskelarbejde og de fastlåste stillinger ved f.eks. stillesiddende arbejde.

Læs med nedenfor, hvor der er et lille uddrag af Bente Klarlund Pedersens Skridttællerbogen (2007). Hun beskriver NEAT-aktivetet således:

“NEAT er måske forklaringen på, at nogle mennesker er slanke og andre overvægtige. Ude i den store verden taler man for øjeblikket en hel del om NEAT (non-exercise activity thermogenesis) som betegnelse for den energi, man forbruger – ikke når man sover, og ikke når man dyrker sport – men når man bare sådan bevæger sig lidt i dagligdagen.
Man bruger mere energi, når man står, end når man sidder – og mere, når man sidder, end når man ligger. NEAT har at gøre med småbevægelserne i dagligdagen: slentre til bussen, rejse sig op og strække sig, rejse sig fra lænestolen for at skifte kanal.
Om man står, sidder eller ligger, og i hvilket omfang man udfører disse småbevægelser, er tilsyneladende helt afgørende for, om man er slank eller overvægtig, i hvert fald ifølge forskeren Jim Levine fra Mayoklinikken i USA.
Ved at anbringe detektorer på kroppen af slanke og overvægtige mennesker døgnet rundt kunne Jim Levine vise, at overvægtige og fede mennesker havde en klar tendens til at være mindre urolige eller kropsligt rastløse end personer med normal vægt. De overvægtige sad daglig stille gennemsnitlig 164 minutter mere end de slanke, mens de slanke stod op 152 minutter længere end de overvægtige. Jo tykkere man var, jo mindre bevægede man sig. Forskellen i småbevægelser svarede til, at de overvægtige forbrændte omkring 300 kalorier mindre hver dag i sammenligning med de normalvægtige. Et dagligt overskud på energibalancen svarende til 300 kalorier kan føre til en vægtøgning på cirka 10 kg per år.
Jim Levine mener, at et lavt NEAT-niveau meget vel kan være en vigtig årsag til fedme-epidemien. I sit eget liv har han taget konsekvensen af sine egne resultater. Når han åbner sine e-mails, sidder han ikke ned ved computeren. Og han ikke bare står, han går. Han har anbragt et gangbånd under sit sænke-hæve skrivebord. Han går, mens han læser mails!”
Reference: Levine JA, Lanningham-Foster LM, McCrady SK, Krizan AC, Olson LR, Kane PH, et al. Interindividual variation in posture allocation: possible role in human obesity. Science 2005 Jan 28;307(5709):584-6.