Det har jeg en forsikring til!

by Lone Østergaard on 25. august 2011

På et spørgsmål om hvad en ledende medarbejder ville give for at slippe for sine smerter var svaret: “Det vil jeg da ikke give noget for – det har jeg en forsikring til!”

Mundlam og chokeret må jeg have set ud! Sikke en ansvarsfralæggelse for eget ve og vel!! Og netop i denne ansvarsfralæggelse ligger indirekte fastholdelsen af smerterne, for det kræver en aktiv beslutning om at ville smerter til livs og dermed en række afledte handlinger, som kan føre dig i retning af mere sundhed i dit liv. Og er du typen, der afventer “at nogen må gøre noget – og derefter betaler forsikringen” – så sker der følgende: INGENTING!

Når du selv overtager ansvaret for eget velvære, så kan der til gengæld ske mange ting. Kroppen får den tiltrængte opmærksomhed, og selv små ændringer kan betyde, at flere processer i kroppen sættes i gang. At bevæge sig mere, f.eks. ved at gå en tur hver dag, har rigtig mange afledte positive effekter i kroppen. Og når du selv tager ansvaret og handler aktivt på det, så er andre mennesker og din arbejdsplads også meget mere villige til at hjælpe og støtte i processen.

Så tag ansvaret hjem og drop offer-rollen! Det gør livet meget sjovere at leve.