Hvad har BROK og BIDRAG med arbejdsglæde og arbejdsmiljø at gøre?

by Lone Østergaard on 2. januar 2013

Så er det første arbejdsdag i 2013, og vi skal alle i gang igen efter mange dages fejring af jul og nytår. Og med det nye år kommer nytårsforsætterne om at justere lidt på vanesættet. Jeg vil gerne sætte fokus på en af de vaner, som ikke kun påvirker os selv men som i høj grad også har en stor påvirkning på vores omgivelser: BROK eller BIDRAG!

fix-mig-eller-bidrage-300x257Før jul var jeg på besøg på samme virksomhed på to forskellige dage og i to forskellige afdelinger. Den første dag overværede jeg samværet i en afdeling, hvor en medarbejder leverede 15 minutters evindelig brok og beklagelse om et tema, som var personen meget på sinde. Det startede i en pause og fortsatte uden stop efter pausen. Et par af kollegerne forsøgte faktisk at stoppe brokkeriet ved at argumentere lidt imod og indirekte bede brokkeren om at se sagen fra en anden vinkel. Det lykkedes ikke – alt var galt og det blev bare ved og ved. Jeg er faktisk overbevist om, at de fleste kolleger havde mest lyst til at finde et andet lokale væk fra alle de negative udgydelser, hvilket dog ikke var en mulighed. Jeg nød, at jeg kunne forlade lokalet, og jeg ved faktisk ikke, hvor længe brokkeriet blev ved.

I den anden afdeling var tonen en helt anden. De roste hinanden, løftede hinanden op og brugte nogle ord, som bare gjorde, at der var et rart sted at være. De roste deres omgivelser (som også var fantastiske) og var virkelig glade for deres arbejdsdag og for hinanden. I denne afdeling havde jeg mest lyst til at blive hængende – de var så smittende og positive at være sammen med.

Hvor blomstrer arbejdsglæden mest? Hvor er produktiviteten størst? Hvor får kunderne den bedste behandling? Og hvor har den enkelte medarbejder mindst ondt i skulderen og nakken?

Alt vi siger og tænker sætter sig som et spor (kemi) i vores krop, og det er med til at give følelse af træthed eller følelse af opløftethed. Når vi indser, hvor meget skade brok og negative udgydelser kan gøre for både os selv og vores omgivelser, så gælder det om at vende skuden og bidrage mest med de positive indslag.

Negativ eller positiv tilgang er en vane, som vi selv kan ændre på. Det kræver “bare” en beslutning – så tag den i dag og bidrag med de gode historier – for din egen skyld og for dine omgivelsers skyld. Det er mit nytårsforsæt for i år!

Rigtig godt nytår!