Effektivitet og bevægelse?? Har det en sammenhæng

 I denne uge holdt jeg kursus for Dansk HR sammen med Linda Rolsted fra Fluksledelse om effektive medarbejdere. Min del af kurset handlede om at skabe mere variation og bevægelse i arbejdsdagen – både ved skrivebordet, væk fra skrivebordet og til møderne. Vi havde en herlig flok HR-chefer i lokalet, som i den grad bidrog aktivt og deltog i alt, hvad de blev udsat for.

En af dem udtalte ærligt efterfølgende, at “..havde jeg vidst, at jeg skulle trækkes igennem 7 øvelser, så var jeg måske ikke kommet”. Det vidste hun så heldigvis ikke – og hun kunne mærke forskellen bagefter. 

Et andet mål for dagen var nemlig at lave en kursusdag fra kl. 9-16, som skulle være opskriften på, at man kan være på kursus en hel dag uden at få ondt i kroppen af at sidde på mødestole hele dagen. Og uden at føle sig træt og udmattet de sidste par timer.

Evalueringen i slutningen af dagen var enstemmig: ingen af deltagerne havde regnet med, at fysisk aktivitet og bevægelse og at stå op ved bordene på kontoret havde en sammenhæng til effektivitet og dermed udgjorde en væsentlig del af indholdet på kursus-dagen. OG alle havde en to-do-liste med hjem, hvor det at sætte fokus på hæve-sænkeborde og 2 aktive minutter hver halve time og at sikre en mødekultur, hvor der er plads til lidt mere bevægelse stod øverst. “Det virker som en genvej – hvorfor ikke vælge de letteste løsninger først!” – var en af kommentarerne.

“Bevægelser og fysisk aktivitet er for hjernens skyld. De virkninger, det har på kroppen, er positive bivirkninger!”

Sådan udtaler John D. Ratey i bogen “Spark! How exercise will improve the performance of the brain.” Hjernen har krav på ilt og friske forsyninger for at holde sig skarp, og det får den kun, hvis du slipper stolen og varierer dagen med at stå mere og gå mere. Og husker den fysiske aktivitet efter arbejdet.

Mange tror, at træning efter arbejde kan rette op på siddetiden, men det er desværre ikke tilfældet. Kroppen skal holdes i gang hele dagen for at holde alle systemer i gang, og vi kan ikke træne os ud af det. Træning kan gøre magiske ting – men træning kan IKKE stå alene. Hverdagsbevægelserne er HVER DAG – de kan ikke udskydes til senere på ugen. Vi kan jo heller ikke spise 2 kg kål hver søndag og regne med, at det nok gør det ud for den sunde kost i løbet af ugen. HVERDAGSBEVÆGELSER er HVER DAG! Og HVERDAGSBEVÆGELSERNE er en forudsætning for, at din krop kan fungere optimalt.

Tjek #SLIPSTOLEN og 20-8-2 Metoden, hvis du skal ha’ hjælp til at slippe stolen i din virksomhed

DEL GERNE DETTE INDLÆG